Af Benjamin Damon
Den amerikanske instruktør Darren Aronofsky er et enigma; umulig at blive helt klog på. Fra den skelsættende Requiem for a Dream (2000) til Black Swan (2010) og mother! (2017), er det for alvor svært at præcist fortælle, hvad det er, han kan. Men evigt fascinerende og provokerende – ja, det er han.
The Whale er første film fra Aronofsky i 5 år, og den overskrift, der siden premieren på filmfestivalen i Venedig i 2022 har stået med de allerstørste blokbogstaver, er fortællingen om den genopståede Brendan Fraser. Med et brag er han tilbage i Hollywood efter mange års pause forårsaget af en sag om seksuelle overgreb, som skulle være begået mod ham af daværende direktør for Hollywood Foreign Press Association, Philip Berk. Og sikke et comeback!
Fraser er nemlig filmen, helt og holdent. Han spiller hovedkarakteren, Charlie, en ekstremt tyk mand, der sidder i sin lejlighed og kæmper med at få vejret, mens han i stride strømme stopper junkfood i sig. Aronofsky tegner ikke et blidt billede; det er vulgært og in your face. Du må se Charlie i øjnene, selvom han, ifølge filmen selv, er ”disgusting”.
Det er tydeligt fra første sekund, at Aronofsky maler med de helt store penselstrøg i The Whale. Charlie underviser et universitetshold over Zoom, men han har, som den eneste, sin skærm slukket. ”Tekniske problemer”, siger han. Den rigtige årsag kræver ikke det store detektivarbejde at finde frem til. Især ikke da han introduceres ved at masturbere til porno på sin computer. Kæmpestor og svedig sidder han i sin sofa og er nær ved at miste livet som følge af det fysisk hårde arbejde. På mirakuløs vis kommer en missionær, Thomas (Ty Simpkins), forbi hans dør og redder ham i sidste øjeblik. Det var noget med store penselstrøg, ikke?
Det er introduktionen til en af de få karakterer, der kommer til at sværme omkring Charlies lejlighed – som altså er filmens eneste lokation. Charlie får ligeledes hjælp af sin gode veninde, Liz (Hong Chau), som er sygeplejerske. Hun kommer både med mad til ham, tager hans puls og løber alverdens ærinder for ham. Men hun er også striks og forlanger mere af Charlie. Hun er sur på ham. Hvorfor har han smadret sit liv på denne måde? Han kunne have fået så meget mere ud af det!
Det bliver klart, at Charlie ikke altid har været sådan. ”I let it get out of control,” siger han selv. Det er der måske en grund til. Han har nemlig en datter, Ellie (Sadie Sink), med sin ekskone, Mary (Samantha Morton), men han har ikke haft kontakt til dem i mange år. Årsagerne til bruddet med familien kommer op til overfladen, men man bliver aldrig for alvor følelsesmæssigt revet med af den konflikt.
Det er generelt Aronofskys problem i The Whale, at karaktererne bliver flade og enstrengede; måske kommer det af filmens teaterforlæg, som skinner tydeligt igennem på godt og især ondt. Det er nemlig konstant de store armbevægelser og de manipulerende strygere, som seeren bliver konfronteret med – og det kammer i perioder over.
Hvor det måske i virkeligheden ville have fungeret stærkere med en mere underspillet og subtil tilgang, er Aronofskys insisteren på det melodramatiske trættende. Men okay, det er vel netop noget af dét, som også har givet en film som Requiem for a Dream klassiker-status. Pointerne skal bankes fast med syvtommersøm.
I sidste ende kan ingen dog tage noget fra Fraser, og mon ikke der venter en Oscar-statuette? Pilen peger i hvert fald i den retning.
Kommentarer